Kære DIMS medlem
Traumekursus / Trin 3 kursus
Som de fleste nok ved, så er der aktuelt EM i fodbold, hvor Danmark spiller tre gruppekampe i Parken. Desværre blev den dansk fodboldfest ramt af en frygtelig tragedie i Danmarks åbningskamp, idet Christian Eriksen fik hjertestop under kampen. Heldigvis lykkedes det med resolut hjælp at genoplive ham, og det ser ud til, at han slipper uden mén. Om han kan genoptage fodboldkarrieren, må tiden vise.
Denne tragiske episode understreger vigtigheden af, at hold- og stævnelæger kan håndtere en situation som denne.
Vi er derfor glade for, at vi i DIMS allerede før episoden har arbejdet på at udbyde et traumekursus / Trin 3 kursus. Dette 2-dages kursus indeholder både teoretisk undervisning og færdighedstræning vedr. både kirurgisk og medicinske traumer. Grundet corona har vi ikke kunne lægge en plan for afholdelse af kurset, men der arbejdes på, at første kursus kan afholdes i uge 10 eller 11 til næste år. Mere herom i nyhedsmailen og på hjemmesiden, når vi har flere detaljer.
Nyt pust til nyhedsmailen
Som tidligere annonceret så har vi fra og med denne nyhedsmail introduceret to nye rubrikker – hhv. ’Månedens case’ og ’Månedens stafet’.
Casen er en mulighed for alle DIMS-medlemmer for at indsende en beskrivelse af en patienthistorie eller forløb og en kort konklusion ledsaget af et eller flere kliniske eller billeddiagnostiske billeder. De specifikke detaljer for omfang m.m. kan findes på vores hjemmeside under fanen ’Nyheder’.
Det er vigtigt at pointere, at der SKAL indhentes skriftligt patientsamtykke før indsendelse af case. Ansvaret herfor påhviler casens forfatter(e). Samtykkeark ligger ligeledes på hjemmesiden.
’Stafetten’ er en mulighed for at ét DIMS medlem kan stille et spørgsmål til ét andet medlem, som skal svare og sende et nyt spørgsmål afsted til et nyt medlem etc. Spørgsmålet kan være alment eller af specifik idrætsmedicinsk faglig karakter. Hvor det måtte være relevant kan afledte spørgsmål til månedens hovedperson evt. besvares i selskabets Facebookgruppe.
Stafetten løber hver måned fraset juli og august, hvor der ikke udsendes nyhedsmails.
Månedens stafet:
Månedens afsender: Kristoffer Weisskirchner Barfod, overlæge ved Artroskopisk Center Hvidovre Hospital og Formand for DIMS
Månedens modtager: Julie Paaske Rydahl, Hoveduddannelseslæge i reumatologi og tidligere professionel fodboldspiller
Kære Julie, du er i hoveduddannelse i reumatologi og har fået en stilling med fast tilknytning til Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital. Hvordan er det muligt og hvad giver det dig?
Tak for stafetten, Kristoffer!
Jeg har altid været idrætsmedicinsk interesseret og vidst, at jeg efter min sportsaktive karriere som fodboldspiller gerne ville arbejde videre med idrætsmedicin og i særdeleshed elitesportsatleter. Det var derfor, jeg valgte at specialisere mig som læge i reumatologien. Tidligt i mit speciallægeforløb undersøgte jeg mulighederne for en tilknytning til idrætsmedicinsk klinik på Bispebjerg. Jeg har altid været ambitiøs og målrettet som eliteudøver og været vant til at skulle være på forkant med planlægning, da jeg læste medicin. Denne egenskab har jeg fortsat kunne bruge i min videreuddannelse som læge, hvor jeg selv har taget initiativ og været opsøgende for at lande på det hold, jeg gerne fremadrettet vil være en del af. Jeg er nu fast én dag om ugen på idrætsmedicinsk klinik på Bispebjerg, hvor jeg er tilknyttet et forskningsprojekt. At det er lykkedes at få denne kombination muliggør, at jeg kan dygtiggøre mig som idrætsmedicinsk læge væsentlig tidligere i min speciallægeuddannelse samt være en del af det gode forskningsmæssige miljø.
Du er tidligere professionel fodboldspiller og nu klublæge i FCN. Er der fra et idrætsmedicinsk synspunkt forskel mellem herre og damefodbold? Er der specielle forhold man skal være opmærksom på i kontakten med og behandlingen af damefodboldspillere?
Jeg er utrolig glad for at have fået muligheden for at være klublæge for FC-Nordsjællands kvindeafdeling. Jeg mener ikke, at der ud fra et idrætsmedicinsk synspunkt er forskel mellem herre- og kvindefodbold. Det er de samme typer skader, man støder på både hvad angår de akutte skader samt overbelastningsskaderne, og det er den samme forebyggelse og rehabilitering, der skal iværksættes. Når jeg behandler en idrætsøver, tænker jeg ikke på, hvilket køn det er. Hvad der er væsentligt for en sportsaktiv, er optimering af vilkår for en optimal hverdag med planlægning af træning og restitution. Denne problemstilling skal man være opmærksom på ved kontakten med og behandlingen af kvindelige fodboldspillere, da flere fortsat har job, studie eller lignende ved siden af fodbold, der kan have indflydelse på muligheden for optimal restitution og forberedelse, hvilket kan øge risikoen for skader.
Jeg vil gerne give stafetten videre til Thøger Krogh Persson, som har stor erfaring med sportsaktive, og som bl.a. har været landsholdslæge for både kvinde- og herrelandsholdet i fodbold, samt Team Danmark-læge og deltaget i både OL og slutrunder. Thøger du skal være holdkaptajn på et nyetableret sportsmedicinsk center i Nordjylland. Hvad fik dig til at takke ja til denne spændende opgave? Hvad kan du tage med dig af erfaring fra tidligere, både som hospitals- og holdlæge, og hvad har du haft vægt på i opbygningen af et sportsmedicinsk center?
Månedens case:
Indsendt af Jesper Petersen, overlæge ved Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital
Casen omhandler en 21-årig mandlig elitefodboldspiller, som gradvist udviklede smerter i højre fodrod. Smerterne blev beskrevet lidt uspecifikt på den dorsale mellemfod med NRS 1-2 ifm. fodboldtræning og kamp og 4-5 i det efterfølgende døgn. Ved aflastning fra impact-aktivitet svandt smerterne helt, men han oplevede recidiv ved forsøg på genoptagelse af fodboldboldtræning.
Der blev udført MR-scanning af højre fodled og mellemfod, der på væskefølsomme, fedtsupprimerede sekvenser viste udbredt ødem i os naviculare. På mistanke om stressfraktur i os naviculare blev der derfor udført cone beam CT af højre fod. Denne viste en relativt stor tvedelt os supranaviculare, som overvejende artikulerer fibrøst, men med indtryk af enkelte små gennemgående knoglebroer. Der sås herudover en vertikalt stillet stressfraktur dorsalt i os navikulare, som forløb cirka til midten af knoglen. Den kaudale cortex fremtrådte intakt (Figur 1-3).
Stressfrakturen blev behandlet konservativt med fuld aflastning i 4 uger (krykkestokke og kun tilladt støtte på calcaneus). Herefter gradvist øget impact-belastning således, at han efter tre måneder kunne starte løb på AlterG Anti Gravity løbebånd med stigende belastning startende fra 20 % af kropsvægt. Efter 5,5 måned kunne han igen indgå i fuld fodboldtræning / kamp.
Figur 1: Cone beam CT. Sagitalt anatomisk overblik hvor der ses en relativ stor os supranaviculare.
Figur 2: Cone beam CT. Coronalsnit der viser den tvedelte os naviculare som overvejende artikulerer fibrøst samt den vertikale stressfraktur i os naviculare.
Figur 2: Cone beam CT. Coronalsnit der viser den vertikale stressfraktur i os naviculare.
Naviculare stressfraktur er generelt en sjælden tilstand, men forekommer oftest hos unge idrætsudøvere og motionister. Patogenesen er gentagne muskelkontraktioner og vægtbelastning uden tilstrækkelig restitution som i ekstreme tilfælde kan give en stressfraktur. Røntgenforandringerne optræder sent og er vanskelige at vurdere ved stressfrakturer. CT, MR eller scintigrafi kan være påkrævet for at stille diagnosen. CT kan være nyttig til at følge ophelingen af en stressfraktur.
Stressfrakturer uden dislokation anbefales behandlet konservativt. Frakturer som ikke heler ved konservativ behandling, opereres.
Referencer:
Hossain M, Clutton J, Ridgewell M, Lyons K, Perera A, Stress Fractures of the Foot. Clin Sports Med 2015;34: 769-90
Robinson M,Fulcher M. BMJ Case Rep 2014.doi:10.1136/bcr-2013-
Kommende aktiviteter:
DIMS kurser / Årskongres:
- DIMS Trin 1 Øst (Bispebjerg Hospital) Uge 35 2021 (Tilmelding via hjemmesiden)
- DIMS Trin 2 (Bispebjerg Hospital) Uge 41 (Tilmelding via hjemmesiden)
- Scandinavian Sports Medicine Congress / SportsKongres 3.-5. Februar 2022
Øvrige kurser / tilbud:
Rabataftaler:
Nordic Trainer:
Som medlem af DIMS får du et særligt tilbud på 15% ved køb af en Nordic Trainer i 2021, samt en gratis personlig træning af en af Nordic Strong’s trænere.
Gå ind på www.nordicstrong.com og ved checkout brug rabatkoden DIMS2021.
Har du andre spørgsmål? Kontakt Nordic Strong på contact@nordicstrong.com eller skriv via deres Instagram www.instagram.com/nordicstrong.com
ARCA (tidligere Crossfit Copenhagen): 369 kr./md i stedet for 469 kr./md.
Ønsker du at benytte tilbuddet, skal du sende en mail til kontor@arca.dk, hvor du skriver at du er DIMS-medlem og vedhæfte et screendump af dette nyhedsbrev eller anden dokumentation for dit DIMS-medlemskab.
Sportmaster: 15% rabat på alle i forvejen ikke-nedsatte varer i Sportmaster på Østerbro (København) og Sportmaster i Bruuns Galleri (Århus).
For at opnå rabatten skal du blot oplyse ved kassen, at du er DIMS-medlem”
. OJSM: Link til gratis adgang til Orthopedic Journal of Sports Medicine findes her.
VJSM: 33% rabataftale som DIMS medlem – link
For yderligere information se vores hjemmeside: www.sportsmedicin.dk
Eller vores Facebook gruppe: “Dansk Idrætsmedicinsk Selskab”
Venlig hilsen
Bestyrelsen i DIMS