Kære DIMS medlem

Så er det blevet tid til årets sidste nyhedsmail fra DIMS. Det har været et år hvor hele verden, og dermed også sporten og DIMS’ aktiviteter, har været stærkt præget af Covid-19 pandemien. Og det ser desværre ud til, at vi skal fortsætte kampen noget tid endnu. DIMS har dog i 2021, trods udfordringer, afholdt diplomlæge kurser og har afviklet diplomlæge-eksamen i slutningen af november hvor hele 17 ud af 21 kandidater bestod – stort tillykke til Jer alle!

Generalforsamling 3. februar 2022

Der er planlagt generalforsamling i forbindelse med Sportskongressen (torsdag d. 3. februar 2022 kl. 18.15). Der er flere af de nuværende bestyrelsesmedlemmer der afgår og ikke kan genvælges, da de har nået tidsgrænsen for, hvor længe et medlem kan sidde i bestyrelsen. Der skal derfor vælges nye medlemmer, og alle medlemmer af DIMS kan naturligvis stille op. Mere information følger i indkaldelsen, som udsendes i starten af det nye år.

Sportskongres 2022

Vi håber i skrivende stund, at udviklingen af Omikron kommer under kontrol, og at kongressen kan afholdes som planlagt. Det er fra DIMS’ og DSSF’s side besluttet, at der afholdes en fysisk kongres, og der arbejdes derfor ikke i kulissen med en virtuel kongres. Aktuelt er der ca. 500 tilmeldte og dermed kun ganske få pladser tilbage. Vi er glade for den opbakning kongressen har trods denne svære tid.

Som tidligere udmeldt er der indsendt hele 195 abstracts til den kommende årskongres. Alle abstracts der præsenteres ved kongressen, vil blive publiceret i BMJ Open Sport & Exercise Medicine.

Programmet for Sportskongressen 2022 kan findes på kongressens hjemmeside www.sportskongres.dk

Månedens stafet holder juleferie og er tilbage i næste ordinære nyhedsmail, hvor Finn Hjort Madsens spørgsmål besvares af professor emeritus Thorsten Ingemann Hansen, der er grundlægger af idrætsmedicinen i Århus Amt.

Månedens case:

Indsendt af Niels Christian Kaldau, afdelingslæge ved Artroskopisk Center Hvidovre Hospital

Sygehistorie

26-årig kvinde blev henvist til ortopædkirurgisk udredning grundet gener omkring skambenet i ca. 7-8 måneder. Intet forudgående traumer. Smerterne var initial intense, men blev efterhånden mere murrende. Patienten oplevede indenfor den seneste måned, at hun to gange fik akut forværring i en sådan grad, at hun næsten ikke kunne gå eller løfte ben. Patienten har tidligere trænet fitness, men ikke aktuelt grundet COVID-pandemi.

Patienten var forud for undersøgelsen blevet UL-scannet, hvor der var beskrevet en ca. 1,5 cm forkalkning foran hofteleddet i relation til bursa iliopectinea. Patienten berettede, at hun ikke blev scannet i det område, der gjorde ondt.

Objektivt

Hø. hofte:
Gangen er normal. Fleksion til bløddele i begge hofter. Normal intern og ekstern rotation bilat.
Forreste impingement (ledsmerter): Negativ, men let ubehag svarende til kendte smerter omkring os pubis.
FABER (ledsmerter): Negativ. Thomas test: ikke undersøgt. Trendelenburgs test: negativ. Log-roll test: negativ. 
Psoas er let øm abdominalt og uøm under ligamentet. Styrken er god mod modstand.
Adduktorer er uømme, normal styrke uden smerter.
Abduktorer: Uden glut. ømhed, let nedsat styrke af glut med og let nedsat styrke af glut max.
Piriformis er let øm, normal styrke.
Conjoined tendons tilhæftning på symfysen er ømme. Ømheden strækker sig lidt ned lige lateralt for overkanten af os pubis. Ingen anden ømhed.

Røntgen

CE (hø/ve):  17/30 grader
AI-vinkel (hø/ve):  15/7 grader
Bruskhøjde (hø/ve):  6/6 mm
Posterior wall sign (hø/ve):  -/-
Cross over sign (hø/ve):  -/- 
Ischial spine sign (hø/ve): -/-
Alfa vinkel (hø/ve):  40/- grader

Konklusion: Muligt inguinalt relateret hernie. Hofteledsdysplasi på højre side, men smerterne synes ikke at være relateret til leddet.

Plan
Patienten blev henvist til kommunal fysioterapi mhp. træning af mave-muskulaturen primært, men derudover også træning af psoas og den lidt svækkede glutealmuskulatur.

Herudover blev hun henvist til radiolog med specifikke kompetencer inden for UL-diagnostik af inguinal relaterede hernier mhp. vurdering af conjoined tendon eller anden patologi i området.

Ultralydskanning af begge hofte/lyskeregioner viste normal tilhæftning af conjoint tendon. På højre
side fandtes en uregelmæssig, afrundet proces (1,1 x 1,5 x 1,6 cm) lokaliseret i abdominalmus-kulaturen tæt på tilhæftningen. Processen var vaskuariseret og voldsom øm ved transducer-tryk. Der var ikke tilsvarende fund på venstre side.  
Man mistænkte en patologisk lymfeknude, men da patienten nu oplyste at symptomerne svingede med menstruationscyklus kunne endometriose være en differential-diagnose.

MR-scanning (se figur nedenfor) viser ca. 4x1x1 cm proces nederst fortil i rectus abdominis insertionen på højre side uden relation til bughulen. Muligvist foreneligt med sjælden ekstra-abdominal endometriose.

UL-vejledt biopsi verificerer ekstra-abdominalt endometriosevæv.

I forbindelse med udredningen bliver patienten ikke-planlagt gravid og herefter ophører smerterne fuldstændigt, selvom der ved ultralyd stadig kunne genfindes en ca. 2×1,5×1 cm proces.
Patienten blev afsluttet i ortopædkirurgisk regi med information om at hun ved recidiv af symptomer efter fødsel kan få recesseret endometriosevævet i kirurgisk eller gynækologisk regi.

Perspektivering

Ekstra-abdominal endometriose er en yderst sjælden sygdom, som kan forekomme overalt i kroppen, inklusiv hud og ekstremiteter. I forbindelse med tidligere abdominal kirurgi som sectio, kan der spredes endometriosevæv uden for bughulen. Ved lokaliserede ekstra abdominale menstruationsrelaterede smerter bør man have denne diagnose i sin bevidsthed og huske, at alt på en idrætskirurgisk/idrætsmedicinsk klinik ikke nødvendigvis er relateret til idrætsskader.

Kommende aktiviteter: 

DIMS kurser / Årskongres:

  • DIMS Trin 1 Vest (Regionshospitalet Silkeborg) Uge 3 2022 (Tilmelding via hjemmesiden)
  • Scandinavian Sports Medicine Congress / SportsKongres 3.-5. Februar 2022

Øvrige kurser / tilbud:

Rabataftaler:

Nordic Trainer:
Som medlem af DIMS får du et særligt tilbud på 15% ved køb af en Nordic Trainer i 2021, samt en gratis personlig træning af en af Nordic Strong’s trænere. 
Gå ind på www.nordicstrong.com og ved checkout brug rabatkoden DIMS2021. 
Har du andre spørgsmål? Kontakt Nordic Strong på contact@nordicstrong.com eller skriv via deres Instagram www.instagram.com/nordicstrong.com 

ARCA (tidligere Crossfit Copenhagen): 369 kr./md i stedet for 469 kr./md. 
Ønsker du at benytte tilbuddet, skal du sende en mail til kontor@arca.dk, hvor du skriver at du er DIMS-medlem og vedhæfte et screendump af dette nyhedsbrev eller anden dokumentation for dit DIMS-medlemskab. 

Sportmaster:  15% rabat på alle i forvejen ikke-nedsatte varer i Sportmaster på Østerbro (København) og Sportmaster i Bruuns Galleri (Århus). 
For at opnå rabatten skal du blot oplyse ved kassen, at du er DIMS-medlem” 


OJSM: Link til gratis adgang til Orthopedic Journal of Sports Medicine findes her.


VJSM: 33% rabataftale som DIMS medlem – link

For yderligere information se vores hjemmeside: www.sportsmedicin.dk

Eller vores Facebook gruppe: “Dansk Idrætsmedicinsk Selskab”

Og på Instagram

Venlig hilsen – og glædelig jul og godt nytår!

Bestyrelsen i DIMS